Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

At være med døden – en weekendworkshop

18 april -09:00 - 19 april -15:00
kr.1200
Mindfulness Foreningen Danmark

Nærvær og medfølelse for mennesker berørt af død, sygdom og tab

v. Hanne Bess Boelsbjerg og Ann Ostenfeld-Rosenthal

Lørdag den 18. april 2026 kl. 9 – 16
Søndag den 19. april kl. 9 – 15
Ankomst fra kl. 8.30 til kaffe og te.

Arrangør: Mindfulnessforeningen Danmark

Pris

1.300 kr. inkl. Moms for medlemmer.
1.500kr inkl Moms for ikke medlemmer
Early Bird 1.200 kr. ved tilmelding før den 16 feb. 2026

Beløbet dækker undervisning, frokost, kaffe og te.

Sted

Hack Kampmanns Plads 1-3, 4.
8000 Aarhus C

Baggrund

Denne workshop har til hensigt at styrke evnen til nærvær og medfølelse for alle, der har interesse i at fordybe sig i døden og erkendelse af egen dødelighed.

Det kan være, at du selv har alvorlig sygdom eller har lidelse og sorg tæt inde på livet. Det kan være, at du er i berøring med andre, der oplever tab og sorg personligt eller professionelt – eller du kort og godt erkender din egen dødelighed og har et ønske om at komme i en tættere kontakt med det.

Selvom der er en voksende opmærksomhed på, at vi som samfund har brug for at styrke samværet omkring mennesker, der er berørte af livstruende sygdomme, kroniske tilstande og tab, så mødes de ofte med berøringsangst.

Det skyldes, at vi er kommet på afstand af erfaringen med at være med døende og erkende os selv som dødelige. Dertil er der en tendens til at trække sig, når noget bliver svært eller fremstår som ukendt.

Desuden har vi som fællesskab mistet at have et sprog for den slags erfaringer. Det afstedkommer mangel på ritualer og normer for empatisk kontakt og konkrete, støttende handlinger.

Som udgangspunkt har vi brug for andre måder at omgås død, lidelse og tab. Derfor arbejder vi i denne workshop med at styrke evnen til at forblive nærværende og medfølende med det, der fremstår som svært, smertefuldt, udfordrende eller skræmmende.

Hvem kan deltage?

Workshoppen er for alle uanset om du har erfaring eller er nybegynder med meditation/mindfulness: Det kan fx være, du har baggrund i at være patient, pårørende eller professionel og derigennem har fået interesse for eller været i berøring med død og sorg. Øvelserne er tilrettelagt således, at alle uanset meditativ erfaring kan deltage.

Forskningsprojektet

I 2020-21 igangsatte vi et forskningsprojekt: Nærvær og compassion træning for sundhedsprofessionelle, der arbejder med døende. Det skete i et samarbejde mellem Foreningen Nærvær med Døden og Dansk Center for Mindfulness.

Ann var gennemgående underviser og projektleder på projektet, mens Bess stod for den kvalitative del af forskningen, som omfattede deltagerobservation og interview.

Resultaterne fra vores projekt er så lovende, at vi gerne vil udbrede et tilpasset program til en bredere kreds af mennesker, der har berøring med død og sorg.

Undervisningsindhold

Den første dag vil temaet være ’Døden’ og den anden dag vil det være ’Sorg’. Gennem forskellige øvelser og fordybelse (meditative og kropslige), deling to og to og i gruppen, vil vi udforske vores opfattelse af og erfaring med temaerne.

Dagene indledes med to timers mindfulness øvelser.

Det giver os mulighed for at få en dybere kontakt med krop og sind. Og det er vigtigt i forhold til at møde tanker og følelser omkring død og sorg fra et dybere sted i en selv.

Undervisere

Ann er uddannet antropolog (forskningsområde: ritualer og medicinsk antropologi) og UMASS certificeret MBSR-lærer. Hun har undervist i MBSR i forskellige sammenhænge siden 2011. Hun har desuden været på kursus i GRACE modellen v. Joan Halifax (som er pioner indenfor en kontemplativ tilgang til at være med døende) samt CCT (Compassion Cultivation Training) v. Nanja Holland Hansen. Ann følger Saki Santorellis (tidligere direktør for Center for Mindfulness, USA) online fællesskab, som er Sufi inspireret.

Ann har haft en meditativ praksis siden 2001.

Bess er uddannet religionsforsker med forkærlighed for medicinsk antropologi. Hun har bl.a. forsket med mennesker med kræft, der vidste af, at de var døende og samtidigt havde en spirituel horisont eller en trospraksis.

I dag er hun involveret i det visuelle antropologiske projekt Heart Openings, der undersøger, hvordan det at have en meditativ praksis påvirker ens oplevelse af kærlighed samt ens forhold til døden.

Bess har siden 2010 haft en meditativ praksis og regelmæssig yogatræning.

Hun formidler undersøgelsens resultater, faciliterer refleksion over egen død og sygdom og bidrager til, hvordan man inddrager egne erfaringer i udvekslingerne.

Inspiration

Hvis der er behov for mere information eller inspiration, anbefaler vi at gå på opdagelse i følgende publikationer og talks, der omhandler forskningsprojektet:

Vedhæftet artikel skrevet af Ann om mindfulness og medfølelse.

Artikel fra Sundhedspolitisk tidsskrift (deltager perspektiv): https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/6447-sygeplejerske-jeg-har-laert-at-tage-hand-om-mig-selv-pa-en-systematisk-made.html

Artikel fra Sundhedspolitisk tidsskrift (forsker perspektiv): https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/6446-medfolelse-kan-traenes-og-kan-nedsaette-stress.html

Film om forskningsprojektet: https://www.youtube.com/watch?v=_669EuALzgQ&t=116s

Præsentation på the 4th International Conference on Mindfulness: https://www.youtube.com/watch?v=fOEA9XBSv1M

Dansk Center for Mindfulness; kursus for sundhedsprofessionelle, der arbejder med døende udviklet på baggrund af forskningsprojektet: https://events.au.dk/2023mbsr32111

Detaljer

Andet

Undervisningsform
Fysisk fremmøde
Sprog
Dansk
Landsdel (region)
Midtjylland

Sted