Dette forløb over to gange inviterer til følgeskab med andre der underviser i mindfulness.
Som underviser og praktiserende er der mulighed for livslang læring og udvikling af hjerte og bevidsthed. Supervisionsgruppen henvender sig til mennesker der ønsker fortsat inspiration, fordybelse og udvikling af deres faglige, personlige og meditative læringsproces.
Vi tager udgangspunkt i Vækstcenterets grundpædagogik samt relevante perspektiver fra andre kontemplative traditioner, særligt buddhismen, der angiver en retning for integration og anvendelse af det meditative nærvær i liv og arbejde.
Kultivering af essentielle underviserkompetencer er tæt forbundet med underviserens personlige udvikling og egen meditative praksis. Med henblik på at styrke og forfine disse kompetencer, vil vi berøre forskellige emner og træningsområder:
- kontinuerlig praksis og fordybelse som fundament for formidling
- centrering, afspænding og naturlighed
- balance mellem intellekt, krop og hjerte
- bevidsthed om sproget og det non-verbale udtryk
- praktisk træning af inquiry-processen – en sokratisk dialog-baseret metode til afdækning af forståelse og indsigt
- forståelse og håndtering af vanskelige situationer og svære emotioner
- skyggearbejde – kendskab til egne projektioner, reaktive tendenser og mentale mønstre, herunder opdage de bias der slører ens syn på deltagerne
- intention og indre etik som retningsgivende kompas
Undervisningen vil foregå i vekselvirkning mellem meditation, kropstræning, hjertepraksis, oplæg og udveksling i mindre grupper. Hver dag vil der være perioder med stilhed samt træning i inquiry-processen. Der vil være plads til spørgsmål og udveksling omkring egne undervisningserfaringer, udfordringer og udviklingsmuligheder.
Mellem de to kursusgange mødes vi online og deler erfaringer med at integrere ny forståelse og anvende centrale færdigheder i vores eget virke som undervisere.
Forudsætning for deltagelse er at du har en regelmæssig meditationspraksis samt erfaring med at formidle mindfulness, yoga eller anden form for nærværstræning videre til andre.
Hvis der er interesse for det, kan der efter forløbet blive mulighed for at fortsætte supervisionsgruppen.
Datoer:
- 12/06/2025 kl. 19:30 – 15/06/2025 kl. 14:00
- 4/09/2025 kl. 19:00 – 21:30 (online)
- 04/12/2025 kl. 19:30 – 07/12/2025 kl. 14:00