Kom med til ‘Erhvervsnetværk for mindfulness i virksomheder’
Mindfulness og mental træning på arbejdspladser er et område i rivende udvikling, som stiller store krav til underviserne. Derfor stifter to undervisere, som specialiserer sig i virksomhedernes mindfulnesstræning, nu et erhvervsnetværk med base i Aarhus.
“Vi ønsker at skabe et netværk, hvor vi kan dele erfaringer, udfordringer og succeshistorier fra arbejdet som mindfulnessunderviser i virksomheder. Hvad enten du er ansat i en virksomhed, hvor du underviser dine kolleger, eller tilbyder undervisning via din egen virksomhed, er du velkommen i vores netværk,” fortæller Helle Iversen, som står bag virksomheden Mindful at Work med base i Aarhus og har mange års erfaring med at undervise netop på arbejdspladser.
Hendes kollega, Camilla Marcinkowski, som står bag virksomheden CAMA MIND, der ligeledes specialiserer sig i erhvervskunder, tilføjer, at undervisere fra hele landet er velkomne, men at møderne som udgangspunkt foregår fysisk i Aarhus, da der er en træthed overfor online møder – som måske også virker mere uforpligtende.
‘Erhvervsnetværk for mindfulness i virksomheder’ mødes første gang d. 22. februar fra 10.00-12.00 og derefter fire gange mere i 2024 – ca. hver anden måned. Det bliver gratis at deltage, men man betaler for sin egen forplejning, når man mødes. Dagsordenen bliver fastlagt på forhånd, og der vil altid være tid til mere uformel snak samt guidet praksis. Derudover kan mødegangene indeholde konkrete dilemmaer og udfordringer, samt gode cases fra ind- og udland. Man er ikke forpligtet til at deltage alle fem årlige mødegange, omend formålet med netværket er at opbygge et trygt forum for erfaringsudveksling.
Gruppens størrelse bliver af samme årsag på maks. 20 deltagere, ligesom man som deltager bør gøre sig klart, hvad man selv bidrager med i netværket. Det er således en fordel, at du primært arbejder med at levere mindfulness i private eller offentlige virksomheder og har en MBSR/MBKT uddannelse eller tilsvarende. Efter et par mødegange vil initiativtagerne i samarbejde med deltagerne evaluere, om der skal justeres på format, størrelse, indhold mv.
Dagsorden for første mødegang, torsdag den 22. februar fra 10.00-12.00, er:
Hvis du er interesseret i at deltage, skriver du en mail eller ringer til Helle på 51649678 og helle@mindfulatwork.dk eller Camilla på 23390540 eller cama@camamind.dk, så tilføjer vi dig til listen og sender dig oplysning om mødested. Sidstnævnte vælger vi først, når vi ved, hvor mange der er interesserede i netværket.
Deadline for tilmelding til første mødegang er torsdag den 18. januar kl. 12.
Vi glæder os til at bygge noget op sammen med dig!