Mindfulnessforeningen for professionelle


MBSR & MBCT

Mindfulnessforeningens formål

Mindfulnessforeningen vil udbrede mindfulness, på alle niveauer i det danske samfund. Den mindfulnessfaglige tilgang i foreningen baserer sig på programmerne MBSR (Mindfulness Baseret Stress Reduktion) og MBCT (Mindfulness Baseret Kognitiv Terapi) og foreningen sikrer høj faglig kvalitet, ved at følge de standarter, der udgår fra Dansk Center for Mindfulness.

Gennem netværksarbejde og internationale konferencer tilbyder foreningen inspiration, refleksion og øget faglig udvikling til medlemmerne. Foreningen gør sit yderste for at alle i foreningen uanset medlemstype, får tilbudt relevante retreats og lærerseminarer hvert år.

Hvem er medlem?

Mindfulnessforeningen består først og fremmest af kvalificerede lærere uddannet som MBCT og/eller MBSR.

De er udvidet medlemmer.

Hertil har vi tilknyttet et basismedlemskab for personer, som gerne vil støtte Mindfulnessforeningens formål.

Hvorfor blive medlem?

For at støtte foreningens formål og deltage i et nærende fællesskab.

For at møde andre kvalificerede lærere og skabe sig et fagligt netværk.

For at opnå synlighed overfor kommende kursister, som kvalificeret lærer via foreningens hjemmesiden.

For at opnå rabat ved arrangementer som fx retreats og seminarer.



Live online fyraftensmøde den 24 sept. kl 17.30-19.30med Lisbeth Stampe  Frølich

Live online fyraftensmøde den 24 sept. kl 17.30-19.30
med Lisbeth Stampe Frølich

Fyraftensmøde om MBSR og MBKT – online – 24. september 2020

Læs mere

Virtuel lærerledet Mindfulness undervisning

Sådan kan vi opretholde vores mindfulness undervisning som virtuel, lærer-ledet træning, mens vi for tiden ikke har mulighed for mødes face-to-face.

I denne uge mødtes 13 medlemmer af EAMBA, som er den europæiske mindfulness sammenslutning på Zoom for at diskutere ”Online Best Practice for Mindfulness Based Training”.

Det kom der en masse interessante diskussioner ud af, og mange af de erfaringer, som allerede er indhentet på området blev delt, primært ifm. MBSR, og jeg skal her forsøge at give nogle af de gode anbefalinger videre.

Vi startede med at tale om både vores egen og deltagernes nervøsitet og skepsis ved at bruge et teknologisk værktøj til at formidle Mindfulness undervisning, hvor fokus jo netop er på fuld tilstedeværelse. Er dette muligt, når vi anvender teknologi? Det korte svar er JA!
Én citerede Jon Kabat-Zinns ord ”all we need is a room” – så vi må indrette det rum bedst muligt under de givne omstændigheder – og i denne situation altså et virtuelt rum.

Som lærere skal vi være med til at skabe tryghed og følelse af at blive set, hørt og rummet, selvom det foregår virtuelt, med mulighed for at indrette undervisningen fra øjeblik til øjeblik ift. det, der opstår, og som vi fornemmer kan være mest hjælpsomt lige der.

Forud for at tilbyde undervisningen via en realtids-teknologi som fx Zoom *), kan det være godt at kalde kurset det, det er, fx ”virtuelt, instruktør-ledet”, så vi adskiller det fra mange af de ”online” tilbud, som er på markedet i form af apps, indspillede meditationer mm (som kan være udmærkede, men er noget andet) eller associationen til ”distraktioner” og ”arbejde”, ved at anvende sprogbrugen ”online”, ”digital”, ”konference” mm.

Det kan være en hjælp for vores deltagere, at vi ikke selv bliver alt for optaget af teknologien, men blot sender klare, venlige instruktioner om, hvorledes man får adgang til og forbindelse til mødet. Sæt fx en halv time af før mødet til at folk kan logge på og få løst evt. vanskeligheder med deres forbindelse, billede og lyd. Inkluder også en besked om hvordan de med fordel skal finde et stille og roligt sted (typisk i deres hjem) med forskellige ting såsom måtte, pude, tæppe, vand etc. til rådighed.

Ved starten af det første møde kan det være godt at være meget instruktiv omkring de forskellige funktioner, som er mulige. Er det fx Zoom, som anvendes, kan det være en hjælp at anbefale deltagerne at have deres mikrofon slukket, når de ikke selv taler. Deltagerne kan sætte skærmen i ”speaker view” så de tydeligt kan se den, som taler (ofte vil det jo være læreren), i stedet for ”gallery view” hvor de måske får en mere distanceret følelse pga. små frimærkestørrelse billeder af alle, inkl. læreren. Som lærer kan du selv switche imellem ”gallery view”, hvor du får det generelle overblik over hele gruppen, og ”speaker view”, når en af deltagerne taler. Husk selv at kigge op (på kameraet), så du giver deltagerne mulighed for at fornemme, at du er tilstede, og ser dem. Husk de generelle GDPR regler ifm. optagelser (du kan i Zoom fjerne optage muligheden, Record, for dine deltagere).

Min egen personlige erfaring fra onsdag, hvor jeg underviste mit MBSR hold, er, at det kan være godt at anerkende, at vi er ”på besøg” i folks private hjem, og at vi viser hinanden tillid ved at sætte billede på, hvilket kræver noget andet af os, og at det er ok at slukke skærmen (video), hvis man får brug for det – én af mine deltagere startede med kun audio som et valg, men satte senere billede på.

I den efterfølgende diskussion blev det tydeligt, at erfaringerne var forskellige mht hvordan man som lærer vælger at instruere – sidder man selv op, når man guider en liggende bodyskanning, eller ligger man ned med kameraet ud for fx hovedet? Måske afspejler disse forskelle også forskelle i generel stil mm. Jeg hæftede mig ved, at de lærere, som havde flere års erfaring med at undervise via Zoom, underviste næsten, som de ville gøre i det fysiske rum: lagde sig ned selv, bad folk rette kameraet på dem selv under fx yoga, så det var muligt for læreren at se dem, stadig lavede små gruppesnakke, hvor man på Zoom kan anvende de såkaldte ”breakout rooms” til at sætte folk i deres separate gruppe, hvor de bare ser og hører gruppemedlemmerne (via Zoom er det nemt at anvende dette til at lave en tilfældig fordeling af folk i grupper af forskellig størrelse – du kan med fordel anvende Zoom’s tutorials inden du holder mødet til at gøre dig bekendt med dette).

Tydeligvis var der flest erfaringer med Zoom, men der blev også nævnt andre programmer: Wikemedia, Whereby, Webex.

En meget opløftende ting, som blev nævnt på mødet, var at adskillige undersøgelser viser, at for færdighedstræning i MBI (mindfulness baserede interventioner) er ”hybrid” træning (som er en kombination af face-to-face møder og online, live møder) mere effektiv end rene face-to-face møder. De specifikke studier blev ikke angivet. Generelt er effektivitet undersøgt omkring online interventioner, fx belyst i denne meta-undersøgelse, som måske ikke overraskende viser, at guided online træning er mere effektiv end unguided online træning, og at selv unguided online har en lille, men signifikant effekt – læs evt. mere her https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0272735815300623
.
Vi håber, at du allerede er i gang med at undervise mindfulness virtuelt, eller måske er blevet inspireret til at kaste dig ud i det. Der er helt sikkert brug for det i denne tid!

Mange venlige hilsner,
Gitte Bowman Bak

Find din MBSR / MBCT lærer i Danmark: